(+ 45) 2262 0343 Kontakt@helenecagara.dk

Når livet tager tid

– En podcast om infertilitet, graviditetstab og alt det usagte

Jeg har i mange år arbejdet med kvinder og mænd, der oplever infertilitet og graviditetstab – og for at skabe større opmærksomhed omkring et område, som stadig alt for ofte er præget af tavshed og manglende forståelse.

Særligt har jeg været optaget af de psykiske konsekvenser, der kan følge med, når graviditet ikke er en selvfølge, når ønsket om et barn trækker ud, eller når en graviditet ender i tab.

For ofte mangler der et sprog for det svære. Både hos dem, der står midt i det, og hos familie, venner og andre omkring dem. Gennem mit arbejde har jeg derfor forsøgt at sætte ord på nogle af de tanker, følelser og erfaringer, som kan være svære at forklare – og på den måde være med til at mindske følelsen af at stå alene.

I marts 2025 fik jeg mulighed for at gøre noget, jeg havde tænkt på i flere år: at skabe en podcast om infertilitet, graviditetstab og alt det usagte.

Det blev til Når livet tager tid.

I podcasten møder du både personlige fortællinger og samtaler med fagpersoner og forskere. Vi taler om fertilitetsbehandling, ventetid og uvished. Om graviditetstab og sorg. Om frygten for at miste igen. Om mandens og partnerens oplevelse. Om donorbehandling, graviditetsværtskab og de mange forskellige måder, ønsket om et barn og livet omkring det kan udvikle sig på.

Fælles for samtalerne er ønsket om at give plads til det, der ikke altid er let at tale om – og samtidig give viden, perspektiver og genkendelse til dem, der selv står midt i det, og til dem, der gerne vil forstå.

De første fire sæsoner havde jeg Jonas Bak med som medvært i en stor del af episoderne. Fra sæson 5 fortsætter jeg alene som vært, men ambitionen er den samme: at skabe ærlige samtaler med plads til både det personlige, det faglige og det, vi måske stadig mangler ord for.

Når livet tager tid kan høres dér, hvor du normalt finder dine podcasts.

Måske kan den give dig genkendelse. Måske ny viden. Måske ord for noget, du selv har haft svært ved at forklare.

Det er i hvert fald mit håb.