Den støttende samtale
Samtaleterapi
– og den støttende samtale
Samtalerne hos mig er en kombination af psykoterapi, rådgivning og afklaring i et trygt og fortroligt rum. Her er der plads til at fortælle, hvordan du faktisk har det – også om de tanker og følelser, som kan være svære at sige højt til andre.
Vi tager udgangspunkt i dig og det, der fylder mest lige nu. Det kan være infertilitet eller fertilitetsbehandling, et graviditetstab, en ny graviditet efter et tidligere tab eller livet efter et langt fertilitetsforløb.
Samtalerne kan hjælpe dig med at skabe mere overblik over dine tanker og få en større forståelse for dine følelser og reaktioner. Samtidig betyder min sundhedsfaglige baggrund som jordemoder og min kliniske erfaring, at vi også kan tale om de spørgsmål og bekymringer, der knytter sig til dit konkrete fertilitets- eller graviditetsforløb.
Inden vores første samtale tilbyder jeg en gratis, indledende telefonsamtale. Her kan du fortælle lidt om dit forløb, hvad der fylder, og hvad du gerne vil have støtte til. På den måde har jeg allerede et indblik i din situation, når vi mødes første gang.
Det kan vi blandt andet tale om
Noget af det, jeg ofte oplever, at mine klienter har brug for hjælp og støtte til, er:
-
at skabe overblik, når tanker og følelser føles kaotiske
-
at forstå egne reaktioner, når man ikke længere helt kan genkende sig selv
-
at håndtere uro, bekymringer og uvished under fertilitetsbehandling
-
at finde ud af, om fertilitetsbehandling føles som det rigtige næste skridt
-
at håndtere sorg, frustration og skuffelse, når graviditeten eller barnet, man ønsker sig, lader vente på sig
-
at rumme misundelse, vrede eller sorg, når andre bliver gravide eller får børn
-
at håndtere velmenende råd, spørgsmål og kommentarer fra familie, venner og omgivelser
-
at sætte ord på sorgen og de mange forskellige reaktioner efter et graviditetstab
-
at håndtere frygten for at miste igen, når man er gravid efter graviditetstab
-
at finde plads til egne behov og samtidig passe på parforholdet
-
at arbejde med tanker som “jeg er ikke noget værd”, “det er min skyld” eller “min partner forlader mig”
-
at finde fodfæste, hvis fertilitetsbehandlingen afsluttes uden det barn, man havde håbet på
Du behøver ikke vide på forhånd, hvad vi skal tale om. Vi begynder dér, hvor du er, og med det, der fylder hos dig.
