Når livet tager tid
”Når livet tager tid” er en podcast om infertilitet, graviditetstab og alt det usagte.
Ofte har jeg oplevet, at der mangler et sprog for det svære. Både hos de mennesker, der står midti det – men også hos pårørende. Jeg har igennem årene forsøgt at italesætte det med det formål at gøre det lettere at tale om for at mindske følelsen af ensomhed og afmægtighed. I marts 2025 fik jeg muligheden for at blive vært på min egen podcast, det kunne jeg ikke sige nej til. Det er noget, jeg har haft tænkt på i flere år. Så jeg sprang ud i det – sammen med PodRadio… og Jonas, som sagde ja til at være min medvært, hvilket jeg er glad for.
Jonas er en af de få mænd, som har trådt frem i medierne for øge fokus på bl.a. mandlig infertilitet. At have ham med til de fleste af podcastens episoder, er i min optik vigtig. Vigtig fordi, at mandens stemme, erfaring og oplevelse er noget, vi hører alt for lidt om.
Sammen med vores fantastiske gæster dykker vi ned i de svære, men nødvendige emner: ventetiden, sorgen, håbet og alt det, der ligger imellem. Vi giver stemme til den virkelighed, som mange oplever, men få taler åbent om – fra fertilitetsbehandlingens lange forløb til den dybe sorg ved graviditetstab.
“Når livet tager tid” kan høres, der hvor du hører podcasts. Lige nu finder du sæson 1 og 2 ude. Og til marts 2026 udkommer sæson 3. Måske kan den gøre noget for dig. Podcasten. Det er i hvertfald mit håb.
