I fertilitetsbehandling – for mænd
Når meget handler om hende – men det også handler om dig
Når I er i fertilitetsbehandling, er meget af opmærksomheden naturligt rettet mod kvinden og hendes krop. Det er hende, der måske skal have hormoner, undersøges, have taget æg ud og have lagt et befrugtet æg tilbage.
Som mand kan du derfor let komme til at føle dig sat lidt på sidelinjen.
Måske tænker du også selv, at det er din kæreste, der har den hårdeste del af behandlingen – og at du derfor ikke rigtig kan tillade dig at synes, at det er svært.
Men det kan det være.
Det kan være svært at stå ved siden af og ikke kunne gøre noget. At se den, du elsker, være ked af det, bekymret eller fysisk påvirket af behandlingen. At håbe på det samme som hende og samtidig opleve, at meget af det, der sker, er uden for din kontrol.
Og du har også dine egne tanker og følelser med ind i fertilitetsbehandlingen.
Måske er du frustreret. Bekymret for, om behandlingen lykkes. Bange for, hvad endnu en negativ test vil gøre ved jer. Eller usikker på, hvordan du bedst støtter din kæreste, når du samtidig selv er påvirket af det, I står i.
Når I reagerer forskelligt
Det er ikke usædvanligt, at to mennesker reagerer forskelligt på et fertilitetsforløb.
Måske har din kæreste brug for at tale meget om behandlingen, mens du helst vil tage én ting ad gangen. Måske søger hun information og forsøger at forberede sig på det, der kan ske, mens du har brug for at forholde dig til det, når det kommer.
Forskellene behøver ikke betyde, at den ene er mere berørt eller engageret end den anden. Men de kan skabe misforståelser og afstand, hvis I har svært ved at forstå hinandens måde at være i det på.
Hvordan passer du på din kæreste uden at glemme dig selv?
Hvordan giver du plads til hendes reaktioner og samtidig plads til dine egne?
Og hvor går du hen med det, der er svært for dig?
Måske har du…
… brug for at få sat ord på og bearbejdet dine egne tanker og følelser omkring jeres infertilitet og fertilitetsbehandling.
… oplevet, at læger og sygeplejersker primært henvender sig til din kæreste, og at du derfor føler dig sat lidt på sidelinjen.
… haft så meget fokus på din kæreste og på, hvordan hun har det, at du næsten har glemt dine egne behov og reaktioner.
… følt skyld over, at det er din kæreste, der skal gennemgå hormonbehandling, undersøgelser og fysiske indgreb, mens du står ved siden af.
… oplevet, at din følelse af mandighed eller dit selvværd er blevet påvirket, fordi graviditeten ikke kommer – eller fordi nedsat sædkvalitet er en del af årsagen til, at I har brug for fertilitetsbehandling.
… svært ved at forholde dig til tanken om sæddonation. Måske tænker du på, hvordan det vil føles, hvis din kæreste bliver gravid med donorsæd, eller er bekymret for, om du vil kunne knytte dig til et barn, du ikke er genetisk beslægtet med.
… savnet din kæreste og det forhold, I havde, før fertilitetsbehandlingen begyndte at fylde så meget.
… været bange for, at din kæreste forlader dig, hvis I ikke får det barn, I ønsker jer.
Dette kan du få ud af forløbet...
Du får et sted, hvor der er fokus på dig og på, hvordan du har det i fertilitetsforløbet – ikke kun på din kæreste og hendes behandling.
Du kan blive mere bevidst om dine egne tanker, følelser og behov og om den rolle, du har i jeres fælles fertilitetsforløb.
Du kan få støtte til at sætte ord på det, du tænker og føler – både over for din kæreste og over for de læger og sygeplejersker, I møder undervejs.
Hvis nedsat sædkvalitet eller andre forhold hos dig er en del af årsagen til, at I har brug for fertilitetsbehandling, kan vi arbejde med de tanker og følelser, det sætter i gang. Det kan for eksempel være skyld, skam, utilstrækkelighed eller tanker om mandighed og selvværd.
Du får mulighed for at tale dine overvejelser om behandlingsmuligheder og svære valg igennem. Det kan for eksempel være spørgsmål om sæddonation og om, hvad det vil betyde for dig, jeres parforhold og et eventuelt kommende barn.
Du kan få større forståelse for, hvorfor du og din kæreste måske reagerer forskelligt på det, I står i – og blive klogere på, hvordan I kan kommunikere om det og passe på både jer selv og hinanden.
Vi kan også tale om nærhed, intimitet og sex, hvis fertilitetsbehandlingen har påvirket den del af jeres forhold. Om hvordan sex kan ændre sig, når graviditet og behandling kommer til at fylde – og om hvordan I kan forsøge at finde plads til lyst og nærhed igen.
Og måske vigtigst af alt: Der er også plads til dine reaktioner. Det er ikke kun den krop, der gennemgår behandlingen, der kan være påvirket af et fertilitetsforløb.
“Ok, hånden på hjertet. At gå i terapi, det havde jeg sgu ikke set mig selv for et års tid siden. Men min kæreste blev mere og mere ulykkelig, som tiden gik, og jeg blev mere og mere frustreret. Jeg kunne ikke koncentrere mig om noget. Lunten var kort og følte mig utilstrækkelig. Jeg havde megaondt af min kæreste, der måned efter måned skulle fylde sig med hormoner. Kunne jeg tage lortet for hende, så gjorde jeg det. Men det eneste jeg kunne gøre, var at se på, prøve at sige og gøre de rigtige ting. Men tit var der ikke noget rigtigt at gøre eller sige. Og jeg vidste ikke hvorfor. Helene har hjulpet mig med klarhed, jeg kan sætte ord på mine tanker og følelser. Min kæreste og jeg har stadig ikke barn på vej. Men vi har hinanden. Og vi forstår hinanden bedre nu. Giv Helene en chance, hvis I mærker det brænder på. Jeg er ret sikker på, at hun kan hjælpe jer.”
